søndag den 12. august 2012

Grøntsagslasagne

Her til aften fyrede min mutti og jeg op for en god gang lasagne! På 'Stjernelejren' lavede Nadja og jeg som del af køkkenteamet en god vegetarlasagne. Med inspiration herfra brugte vi følgende:

På en pande: Løg og squash
1 chili, 4 fed hvidløg og 1 løg - 1 stor squash

Snittes og svitses sammen til løgene er bløde. Tages af, hvorefter squash i skiver (tykkelse på 1,5 cm) steges på panden med salt og peber.

I en medium gryde: Bechamelsovs
Olie
2 spsk fint speltmel
Ca. 1 karton soyamælk
1 muskatnød, revet
Salt og peber

Olien skal dække grydens bund, opvarmes og melen røres i. Jævn klumpen med soyamælk lidt ad gangen, som det tykner under opvarmningen. Konstant omrøring. Smag til.

I ildfastfad: Fyld
Olie (til fadet)
1 dåse flåede tomater med basilikum
2 håndfulde hakket spinat (frost og optøet)
1 stor squash
2 store tomater
6 gulerødder, revet
1/2 rød peberfrugt
Emmer lasagneplader, efter behag og størrelse

Topping: Speltrasp og oregano

Først fordeles halvdelen af de flåede tomater i fadet, halvdelen af løgene ovenpå og 1/3 af gulerødderne. Et lag squash og et lag lasagneplader, så bechamelsovs. Lidt tilfældigt... Gulerødder, peberfrugt, resten af de flåede tomater og spinaten, plader og så bechamel. Gulerødder og de to tomater. Slut af med lasagneplader, bechamel, rasp og oregano.

Bages ved 175 grader i 35 minutter.


Forbedringer:
  • Aubergine istedet for squash - som planlagt, har en idé om at det gør smagen bedre
  • Peberfrugterne steges med løgene for at gøre dem blødere, ellers droppes de 
  • Mindre væde, der var meget pga. grøntsagernes vandindhold, så evt. skrue ned for bechamelsovsen
  • Mere smag, evt. ved at tilsætte en bouillon til sovsen
Plads til forbedring, men et måltid jeg har lyst til at spise igen :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar