mandag den 4. marts 2013

Convenience burger; Rødbedebøf på portobellobund

Her for lidt tid siden fandt jeg i Kvicklys frysedisk et for mig nyt vegetarisk alternativ til kød. Det svenske mærke "Ekko Gourmet" har lavet forskellige vegetariske bøffer og nuggets. I Kvickly sælger de nu deres rødbedebøffer som også indeholder adzukibønner. I sidste uge var der tilbud på herlighederne og så ville skæbnen mig da at de skulle med hjem!


Forleden dag prøvede jeg så at stege et par stykker til middag. Dog skulle jeg nok have gjort mig den umage, at tø dem op inden de røg på panden... De opløstes lidt af al vandet, men det gik. Derfor fik jeg desværre ikke stegt dem helt sprøde nok, men ja ja tålmodighed er en dyd når man er sulten! 
Her til aften nåede jeg så at tø dem op, og denne gang røg de så i ovnen i stedet. Det blev de heller ikke rigtig sprøde af, men måske det er fordi min lille ovn er så upålidelig! Så røg de på panden, og så fik de da en smule crisp... Udover skorpen forbliver bøfferne meget bløde og let mosede, nok som følge af at de netop ikke indeholder æg eller proteiner som koagulerer på samme måde som kød.

Dog blev jeg alligevel positivt overrasket over smagen, selvom jeg nu hellere ville foretrække de rødbedebøffer som jeg tidligere har lavet efter Green Kitchen Stories. De er et fint vegetarisk convenience produkt, dem er der rart nok kommet flere af. Bøfferne er gode til en let aftensmad, eller som "avanceret" middagsmad... Kunne godt tænke mig at prøve Ekko Gourmets "Lemon Masala Burger" af linser, kål, citron og koriander.

Jeg serverede bøfferne med portobellosvampe, greenies og soltørrede tomater. Første gang lynstegte jeg svampene i en smule olie, men det er langt mere anbefalelsesværdigt at marinere dem gerne 30 minutter eller længere. Halvdelen af marinaden smøres ud over svampene, efter en tid vendes de og resten fordeles på undersiden af hatten. Bages ved 200 grader i 30 minutter.

Marinade til 2 stk:
1 spsk olivenolie
1 spsk æblecidereddike
1 spsk honning
1 fed presset hvidløg

Ingen kommentarer:

Send en kommentar