torsdag den 15. maj 2014

Raw jordbærtærte med vindruer og chokoladelag

Har virkelig hygget mig med at brainstorme på kager på det sidste... Det endte ud i blandt andet denne opskrift på en raw jordbærtærte. 

Tærtebunden er lavet af nødder og dadler, lidt crunch fra dehydreret boghvede, mens den får lidt kant fra citronskal, en smule salt og vanilje. Bunden er coatet med et chokoladelag af kakaosmør og kokosolie, og ovenpå en jordbærcreme baseret på cashewnødder. Pyntet med vindruer, og opbevares fint på frost. Kagen fryser ikke rigtigt til, da vandindholdet er lavt. Kagen får et rent cut når den er let frossen og smager dejlig frisk.

Jeg fik god feedback på kagen, og jeg blev selv vældig tilfreds. Men flere har spurgt, hvor sytten jordbærrene er henne?! Jeg synes nu ikke, at de er strengt nødvendige på toppen - smagen er tilstrækkelig og går godt med den lidt skarpere smag fra vindruerne. Chokoladen fik et perfekt knæk. Lidt som en nice islagkage. Vi spiste den med et lille glas hyldeblomstlikør til. Ganske passende!


Ingredienser til en lille tærte, ca. 16 cm i diameter

Tærtebund:
1 dl paranødder
1 dl mandler
1 dl pekannødder
6 bløde dadler, udstenede 
0,5 tsk vaniljepulver
en smule salt
1 økologisk citron, skallen
2 spsk spiret og dehydreret boghvede, kokosmel eller grofthakkede nødder for crunch

Chokoladelag:
25 g kakaosmør
10 g kokosolie
2 spsk kakaopulver
1 spsk lucumapulver (kan undlades)
1 spsk agavesirup
salt
vaniljepulver

Jordbærcreme:
2,5 dl cashewnødder, iblødlagt i 2-4 timer
6 bløde dadler, udstenede
2 dl jordbær, frosne og optøede (tilsæt mere væske hvis friske)
0,5 dl jordbærsaft fra optøning
0,5 dl vand
1 tsk mandelsmør

Pynt: Vindruer

Fremgangsmåde

Tærtebund: Blend nødder til mel i en food processor. Tilsæt vanilje, salt og revet citron og blend igen. Blend med dadler til en ensartet konsistens. Ælt boghveden ind i massen og pres den ud i en tærteform. Stil den i fryseren.

Chokoladelag: Hak kakaosmør fint og smelt det i et vandbad, tilsæt kokosolie. Bland med kakaopulver, lucumapulver, salt og vanilje. Smag til med agavesirup. Tag bunden ud af fryseren og lad iskrystallerne forsvinde. Fordel chokoladen over tærtebunden og lad den størkne. Stil kagen på køl.

Jordbærcreme: Blend nødder med dadler og jordbær. Tilsæt mandelsmør og en smule væske, og blend godt. Tilføj væske undervejs, til du opnår en passende cremet konsistens. Er cremen for grynet, har den brug for mere væske. Fordel cremen i tærtebunden og pynt med vindruer. Dækkes med husholdningsfilm og stilles i fryseren.

Tages ud af fryseren 10-15 minutter før den spises.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar