søndag den 25. maj 2014

Blåbærtærte med nøddebund, abrikosmarmelade og chokoladelag, raw option

Jeg fandt på denne opskrift her for et par uger siden, og har glædet mig til at teste den. Det gjorde jeg her i weekenden, da jeg fik besøg af et par af pigerne. Kagen blev rigtig flot, meget lilla og var hurtigt væk! Den fik god ros, herligt.

Nøddebunden fik crunch fra dehydreret boghvede og et godt twist fra havsalt. Ovenpå et lag æblesaftsødet abrikosmarmelade fra Fiordifrutta. Hvis kagen skal være helt igennem raw, vil jeg en anden gang lave abrikoslaget ved at purere friske abrikoser med dadler, eller at purere tørrede, iblødsatte abrikoser. Ovenpå et chokoladelag lavet af kakaosmør og kokosolie, og til sidst en meget, meget lilla blåbærcreme lavet på cashewnødder.

Sødmen fra abrikos og blåbær går utrolig fint sammen, og komplimenteres af det salte i bunden og det bitre i chokoladen. Det let syrlige fra marmeladen gør at vi kommer helt i mål! Chokoladelaget får et perfekt knæk og giver lidt alsidighed til konsistensen mellem de forskellige lag fyld.




Ingredienser til en lille tærte, ca. 16 cm i diameter

Tærtebund:
1 dl paranødder
1 dl mandler
1 dl macadamianødder
6 bløde dadler, udstenede
1 spsk carob (kan undlades)
1 spsk lucumapulver (kan undlades)
0,5 tsk vaniljepulver
en smule salt
1 økologisk citron, skallen (kan undlades)
2 spsk spiret og dehydreret boghvede, kokosmel eller grofthakkede nødder for crunch

1-1,5 dl abrikosmarmelade, fx økologisk Fiordifrutta sødet med koncentreret æblesaft, fra Rigoni di Asiago (fås i Coop butikker)

Chokoladelag:
15 g kakaosmør
15 g kokosolie
2 spsk kakaopulver
1 spsk lucumapulver (kan undlades)
1 spsk agavesirup
en smule salt
en smule vaniljepulver

Blåbærcreme:
1,5 dl cashewnødder, iblødlagt i 2-4 timer
4 bløde dadler, udstenede
3 dl frosne blåbær, frosne og optøede  (= 1,5 dl efter optøning)
Ca. 0,5 dl blåbærsaft fra optøning
0,5-1 dl vand
1 tsk mandelsmør (kan unlades)

Pynt: 3 friske abrikoser eller 1 bakke friske blåbær


Fremgangsmåde

Tærtebund: Blend nødder til mel i en food processor. Tilsæt vanilje, carob, lucuma, salt og revet citron og blend igen. Blend med dadler til en ensartet konsistens. Bland boghvede, kokosmel eller grofthakkede nødder i massen, og pres den ud i en tærteform. Fordel abrikosmarmelade i tærtebunden og stil på køl mens du lader chokoladen.

Chokoladelag: Hak kakaosmør fint og smelt det i et vandbad, tilsæt kokosolie. Bland med kakaopulver, lucumapulver, salt og vanilje. Smag til med agavesirup. Tag bunden ud af fryseren og lad iskrystallerne forsvinde. Fordel chokoladen over tærtebunden og lad den størkne.

Blåbærcreme: Blend nødder med dadler, blåbær og -saft. Tilsæt mandelsmør og en smule vand, og blend godt. Tilføj væske undervejs, til du opnår en passende cremet konsistens. Er cremen for grynet, har den brug for mere væske. Fordel cremen i tærtebunden, dæk den med husholdningsfilm og stil i fryseren.

Tages ud af fryseren 15-30 minutter før den spises og pyntes med abrikoser.

torsdag den 15. maj 2014

Raw jordbærtærte med vindruer og chokoladelag

Har virkelig hygget mig med at brainstorme på kager på det sidste... Det endte ud i blandt andet denne opskrift på en raw jordbærtærte. 

Tærtebunden er lavet af nødder og dadler, lidt crunch fra dehydreret boghvede, mens den får lidt kant fra citronskal, en smule salt og vanilje. Bunden er coatet med et chokoladelag af kakaosmør og kokosolie, og ovenpå en jordbærcreme baseret på cashewnødder. Pyntet med vindruer, og opbevares fint på frost. Kagen fryser ikke rigtigt til, da vandindholdet er lavt. Kagen får et rent cut når den er let frossen og smager dejlig frisk.

Jeg fik god feedback på kagen, og jeg blev selv vældig tilfreds. Men flere har spurgt, hvor sytten jordbærrene er henne?! Jeg synes nu ikke, at de er strengt nødvendige på toppen - smagen er tilstrækkelig og går godt med den lidt skarpere smag fra vindruerne. Chokoladen fik et perfekt knæk. Lidt som en nice islagkage. Vi spiste den med et lille glas hyldeblomstlikør til. Ganske passende!


Ingredienser til en lille tærte, ca. 16 cm i diameter

Tærtebund:
1 dl paranødder
1 dl mandler
1 dl pekannødder
6 bløde dadler, udstenede 
0,5 tsk vaniljepulver
en smule salt
1 økologisk citron, skallen
2 spsk spiret og dehydreret boghvede, kokosmel eller grofthakkede nødder for crunch

Chokoladelag:
25 g kakaosmør
10 g kokosolie
2 spsk kakaopulver
1 spsk lucumapulver (kan undlades)
1 spsk agavesirup
salt
vaniljepulver

Jordbærcreme:
2,5 dl cashewnødder, iblødlagt i 2-4 timer
6 bløde dadler, udstenede
2 dl jordbær, frosne og optøede (tilsæt mere væske hvis friske)
0,5 dl jordbærsaft fra optøning
0,5 dl vand
1 tsk mandelsmør

Pynt: Vindruer

Fremgangsmåde

Tærtebund: Blend nødder til mel i en food processor. Tilsæt vanilje, salt og revet citron og blend igen. Blend med dadler til en ensartet konsistens. Ælt boghveden ind i massen og pres den ud i en tærteform. Stil den i fryseren.

Chokoladelag: Hak kakaosmør fint og smelt det i et vandbad, tilsæt kokosolie. Bland med kakaopulver, lucumapulver, salt og vanilje. Smag til med agavesirup. Tag bunden ud af fryseren og lad iskrystallerne forsvinde. Fordel chokoladen over tærtebunden og lad den størkne. Stil kagen på køl.

Jordbærcreme: Blend nødder med dadler og jordbær. Tilsæt mandelsmør og en smule væske, og blend godt. Tilføj væske undervejs, til du opnår en passende cremet konsistens. Er cremen for grynet, har den brug for mere væske. Fordel cremen i tærtebunden og pynt med vindruer. Dækkes med husholdningsfilm og stilles i fryseren.

Tages ud af fryseren 10-15 minutter før den spises.